Lækre gulerodspandekager

 @enmorsperspektiv

 

Endnu en gang er jeg stødt på en lækker opskrift, som beviser hvor absolut ikke-nederen, men lækkert det er, at være på “kur”, når man følger Sense-princippet. Derfor deler jeg lige beviset med jer. Jeg har lavet de lækreste gulerodspandekager, og inkluderet dem i et helt Sense-morgenmåltid.

 

Til 1 person skal du bruge:
– 1 æg
– 1 æggehvide
– 1 spsk. skyr
– 1 spsk. fuldkornsmel
– 1 spsk. ruggryn
– En lille gulerod
– Lidt citronsaft
– Lidt salt
– Olie til stegning

 

Sådan gør du:
Æggene piskes sammen med ruggryn, fuldkornsmel, skyr og lidt salt. Tilsæt evt. lidt vanillepulver hvis det ønskes. Det gjorde jeg. Riv guleroden groft, dryp lidt citronsaft på, og bland det i dejen. Jeg puttede også hvad der svarer til 1 spsk. hakket mørk chokolade i dejen. Steg pandekagerne i olie på en varm pande i et par minutter på hver side.
Der bliver 2-3 pandekager.

Jeg valgte at spise mine pandekager med en ekstra gulerod, en halv agurk og en portion skyr med hakket mørk chokolade i. Det mættede dog mere, end jeg lige havde regnet med, så hvis man normalt ikke kan spise voldsomt meget, så kan man måske godt undvære den ekstra portion skyr.

 

Mit Sense-morgenmåltid er fordelt således:
Håndfuld 1+2: Gulerod og agurk
Håndfuld 3: Æg, æggehvide
Håndfuld 4: Fuldkornsmel, ruggryn
3 spsk. fedt: Olie, mørk chokolade
Mælkeprodukt: Skyr

 

Har man ikke så meget tid om morgenen, kan man med fordel lave pandekagerne aftenen inden, og spise dem kolde til morgen.
Spiser man normalt morgenmad på arbejdet, kan pandekagerne og grøntsagerne nemt pakkes ind i stanniol, skyren puttes i en lille bøtte med ske til, og tages med.

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *